Søg job
Drømmer du om at bruge din passion og kreativitet til at udvikle de stærkeste produkter til ONLY & SONS butikkerne? Vil du stå i spidsen for vores indkøbsteam og have stor indflydelse på vores succes fremadrettet?
I ONLY & SONS Retail søger vi en forhandlingsstærk Retail Buying Manager, der har fingeren på pulsen samt viljen til at tage os til nye højder. Du motiveres af indflydelse og ansvar i en spændende stilling, hvor sourcing, produktudvikling og leverandørsamarbejde er i højsædet.
BLIV EN DEL AF ONLY STORES
ONLY STORES er Danmarks største retail-forretning, der etablerer og driver ONLY og ONLY & SONS butikker på tværs af hele Europa. I ONLY & SONS har vi i dag over 100 butikker placeret på de bedste shoppingsteder i Europa, og med en ambitiøs vækstplan og dygtige kollegaer, fordobler vi antallet af ONLY & SONS butikker i 2025. For at understøtte denne vækstrejse søger vi en dygtig Retail Buying Manager, der vil præge udviklingen af vores succes. Vi arbejder ikke med store kollektioner eller salgsprøver – i samarbejde med vores leverandører, udvikler vi de bedste styles baseret på on-time trends og markedsefterspørgsel til Europas hurtigst voksende herretøjskæde.
PASSION FOR RETAIL DRIFT OG PRODUKTER
Som Retail Buying Manager spiller du en helt central rolle i at sikre, at vores butikker altid har de rigtige varer på hylderne. I samarbejde med vores Indkøbsansvarlig har du ansvaret for indkøb og sammensætning af varepakken til markedet. Sammen med vores merchandisere, distrikts- og butikschefer deltager du aktivt i optimering af driften i vores forretning med realisering af vores ambitiøse vækststrategi for øje. Helt konkret er det dit ansvar at koordinere indkøbs- og salgsinitiativer, udvælge konkrete styles og produktoplæg samt følge op på produkternes performance med henblik på optimering af varesortimentet. Mere konkret består dine opgaver af:
- Udvikle, udvælge og sammensætte kollektioner til vores ONLY&SONS butikker
- Forhandling af pris, kvalitet samt levering med vores indkøbsafdeling
- Sikre det rigtige produkt- og prismix i forhold til sæson og trends
- Daglig opfølgning på og analyse af salgstal, toplister, lagersituation m.m.
- Udarbejde analyser og rapporter til salgsoptimering
- Opbygge relationer til vores butikker og samarbejdspartnere
- Koordinere åbningspakker
- Foretage inspirations- og butiksbesøg
- Udvikler konkrete salgsfremmende initiativer i butikkerne
LEDELSE, UDVIKLING OG MODE
Som Retail Buying Manager går du forrest og spiller en nøglerolle i udviklingen og den fortsatte succes for vores ONLY & SONS butikker. I tæt samarbejde med Country Retail Managers får du ansvaret for koordinering af indkøbs- og salgsinitiativer. Endvidere skal du være specialist i sammensætning af butikkernes varepakke og sørge for opfølgning på salgstal.
Vi søger en initiativrig og forretningsdrevet leder, der brænder for mode og har solid forståelse for tal og indkøb. Du er en stærk relationsskaber, som sikrer et stærkt samarbejde med vores Merchandisers, samt Distrikts- og Butikschefer, så i sammen kan arbejde målrettet for at realisere vores ambitiøse vækststrategi. Derudover skal du kunne trives i et konkurrencepræget miljø, hvor din vindermentalitet og lyst til at gå forrest smitter af på dit team. Med tydelig kommunikation og inspirerende ledelse skaber du resultater – og får alle med dig.
Helt specifikt leder vi efter dig som har:
- Minimum 3-5 års indkøbserfaring fra mode- og detailbranchen
- Erfaring med at etablere og vedligeholde leverandørsamarbejde
- Stærke kommunikations- og samarbejdsevner
- Indgående kendskab til detailhandel, herunder sortimentssammensætning, lagerstyring og økonomiske nøgletal
- Behersker engelsk på forretningsniveau
VI GLÆDER OS TIL AT HØRE FRA DIG!
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Mads Pinderup på + 45 61 20 77 19. Ellers send os din ansøgning og dit CV senest den 30. september 2025. Vi afholder løbende samtaler med relevante kandidater.
ARBEJDSSTED: Brande. 20-30 årlige rejsedage må påregnes.
OM BESTSELLER RETAIL EUROPE / ONLY STORES
BESTSELLER Retail Europe / ONLY STORES har eksisteret i mere end 25 år og driver konceptbutikker under følgende brands: ONLY, ONLY & SONS og JACQUELINE de YONG.
Vi har base i Brande, hvor vi er 50 dedikerede kollegaer, der beskæftiger os med drift af butikker. Vi driver BESTSELLER Retail Europe / ONLY STORES ud fra ledelsesmæssige værdier, der bygger på fremgang for enhver pris, nærhed til vores kollegaer og butikker og en ukuelig tro på, at vi kan gøre det endnu bedre i morgen.
Vi arbejder i et stærkt konkurrencemæssigt miljø, hvor vores indsatser og indstilling giver resultat direkte på bundlinjen. Vi hylder princippet om frihed under ansvar, og vi elsker mennesker, der tager nye initiativer, og som gør en forskel. Vi tror på, at det er den måde vi bedst udvikler vores forretning og hinanden.